Kildehenvisninger i akademiske opgaver

Når der er problemer med kildehenvisninger og citater

Spørgsmålet om kildehenvisninger er dybt seriøst, som man for tiden også kan aflæse af den offentlige debat. Citater kan tiltrække opmærksomhed og få læseren til at trække på smilebåndet – eller undre sig.

Problemet med citater fra internettet er, at man ikke altid kan stole på kildeangivelserne.

Benjamin Franklin

Ovenstående citat vil de fleste nok kunne gennemskue problemet med. Det er langt værre, når man finder, at der er noget galt, når man bruger en kilde i et afsnit i ens egen opgave, måske flere uger eller måneder efter, at man skrev det. Det kan tage lang tid, hvis det overhovedet lykkedes, at finde kilden og få kildehenvisningerne bragt i orden. Det hænder ikke så sjældent, at en af mine kunder må slette et ellers velvalgt citat, fordi det ikke er muligt at finde kilden. Det efterlader et hul, måske i opgaven, men i al fald i opgaveskriveren.

Hvilke problemer med citater og kildehenvisninger kan man støde på?

Det måske almindeligste problem med henvisninger er, at sidetallet er forkert eller slet ikke anført. Et forkert sidetal kan skyldes, at man har byttet om på cifrene, eller en side i bogen har vendt sig. Med lidt øvelse lykkes det faktisk tit at finde et citat på denne måde. Mangler sidetallet, men værket er anført, må man prøve med indholdsfortegnelsen og eventuelle stikordsregistre. [Læs mere…]

Singletasking: Eller hvordan skriver du mere effektivt?

Singletasking – behovet for ikke at blive forstyrret

Min egen erfaring med at skrive opgaver, artikler, afhandlinger m.m. osv. i mere end 35 år er entydigt, at jeg skriver bedst, når jeg ikke forstyrres. I gamle dage var det telefonen og familien. Som studerende havde jeg det privilegium, at jeg studerede et sted, hvor der skulle være ro, og hvor man kun måtte afbrydes, hvis der blev ringet til en via studentertelefonen, hvilket kun skete, når det var vigtigt. Siden ændrede forholdene sig. Mange gange har jeg prøvet, at en eller anden sammenhæng var lige ved at gå op for mig, eller en eller anden formulering var lige ved at falde på plads, når en forstyrrelse indtraf. Og så kunne jeg begynde forfra. Det kan omgivelserne jo ikke gøre ved. Jeg lærte, at man selv har ansvaret for at skabe det koncentrationsrum, man har brug for. Det gik nu faktisk udmærket, men det var altså også dengang, man ringede op for at komme på nettet. Man blev ikke bombarderet med mails, Facebook-beskeder og ‑kommentarer. Selv om det nu kræver mere at skabe dette rum, kan det lade sig gøre.

Men er jeg ikke bare en dinosaur fra gamle dage? Er jeg ikke bare en stakkels introvert akademiker, som ikke kan håndtere afbrydelser og flere ting på én gang – i al fald ikke uden at skulle bruge ekstra energi? Er jeg ikke bare en, der tilfældigvis har brug for at koncentrere mig om én ting ad gangen? Som altså ikke kan »multitaske«?

Multitasking eller singletasking

Forsiden på bogen Singletasking af Devora Zack

Singletasking af Devora Zack vil hjælpe dig til at opnå mere og forbedre dine relationer

Nej. Sagen er, at multitasking, som man kalder det nu om dage, reelt ikke findes. Det har jeg sagt til folk i mange år, men nu er der også skrevet en bog om det: Singletasking: Get more done – one thing at a time af Devora Zack (Oakland, CA: Berrett-Koehler, 2015). Devora Zack skriver, at der ikke er videnskabeligt belæg for, at multitasking findes. Eller rettere: Multitasking findes, men det er ikke særlig godt. Multitasking må forstås som det at gøre to komplekse ting på én gang. Hvad der er en kompleks opgave, er dog ikke helt let at sige. At lave mad og samtidigt tale med andre, også om komplekse spørgsmål, er ikke nødvendigvis multitasking. Det kunne jo tænkes, at det at lave mad er rutiniseret og dermed ikke en kompleks opgave. En rutineret bilist kan jo også godt tale, mens man kører. Sådan da!

Farer ved at gøre to ting på én gang

Men vi har nok alle oplevet, at det kan gå galt. Man glemmer at dreje af, eller man glemmer at komme salt i sovsen, fordi det er svært at gøre to ting på én gang. Men der sker desværre også langt alvorligere uheld.

Det er en myte, at multitasking fører til succes (se Singletasking s. 1). Virkeligheden er, at multitasking fører til fejltagelser. Små eller store. Derfor er singletasking ikke luksus – det er en nødvendighed (s. 3).

Hvad mange kalder multitasking, er i virkeligheden skift mellem opgaver (eng. task switching). Det er nogle bedre til end andre, dvs. de er hurtigere til det end andre. Nogle er rigtig dårlige til det, men er til gengæld gode til at koncentrere sig – om én ting i længere tid ad gangen.

Singletasking er en fordel

Der er aldrig tid til at gøre det rigtigt, men der er altid tid til at gøre det om. (Jack Bergman)

Selv om man ud fra jobopslag skulle tro, at multitasking er en fordel, fordi man sikkert mener, det demonstrerer kompetence og effektivitet, er det en myte. Derimod viser singletasking, at man har disciplin og fokus (s. 43). Det kræver viljestyrke (s. 44). Man er nødt til at beslutte sig for, hvad der i en given situation betyder mest, og så sætte alt ind på at føre det ud i livet (s. 45). Multitasking får derimod, ifølge Zack, hjernen til at skrumpe (s. 46). Jeg skynder mig at tilføje, at jeg ikke har haft mulighed for at tjekke Zacks kilder. Men selv hvis den forskning, hun henviser til på dette punkt, skulle kunne diskuteres, så er der næppe tvivl om, at multitasking ikke er nogen fordel. Men har du viden derom, så hører jeg gerne om det i kommentarerne nedenfor.

Singletasking er forudsætningen for at opnå, hvad Mihalyi Csikszentmihalyi i bogen Flow: the psychology of optimal experience kalder flow (New York, 1990). Mon ikke de fleste har oplevet situationer, hvor det hele kører, og alt andet end det, man er i gang med, ligesom forsvinder? Det lykkes kun, hvis man koncentrerer sig om én ting ad gangen. Når det lykkes, kan man ofte præstere mere, end man troede muligt (s. 47).

Man kan måske bilde sig selv ind, at man får lavet mere, når man gør flere ting på én gang, men i realiteten er det singletasking, der gør en mere effektiv og sikrer en højere kvalitet.

Singletasking har endelig den fordel, at det i al fald ikke forværrer relationen til andre mennesker, hvilket multitasking desværre ofte gør. Du har sikkert set situationer, hvor en eller anden bliver irriteret over, at samtalepartneren ikke er ordentlig nærværende, men skriver smsʼer eller chatter indimellem. Reel nærhed er en forudsætning for, at andre tror på, at man interesserer sig for dem (s. 79). Handling taler højere end ord, som man siger (s. 79). Til gengæld behøver man ikke være perfekt, bare åben og ærlig (jf. s. 80).

Succesfulde mennesker ved, hvor vigtig reel nærhed er. Hvad det betyder for deres vurdering af at besvare opkald under et møde eller på anden måde suspendere nærheden, kan du sikkert gætte dig til (ellers se s. 87). Behovet for at være online hele tiden forbindes modsat med negative træk: mangel på respekt, opmærksomhed, lydhørhed og selvkontrol (s. 88). Og forresten: Ingen af os lader os snyde – af andre (s. 88).

Opgaveskrivning eller akademisk skrivning kræver singletasking

Opgaveskrivning eller akademisk skrivning kræver singletasking, for der er tale om en kompleks opgave, som regel en meget kompleks opgave, fordi man skriver på noget, man stadigvæk arbejder på at forstå fuldt ud eller formidle så overbevisende som muligt.

Nogle kan læse og skrive, mens de hører musik. Men man kan ikke både skrive på en kompleks opgave og lytte aktivt til ukendt kompleks musik (medmindre, måske, man skriver om den musik, man lytter til). Som Zack helt rigtigt skriver, er der nogle psykologiske lovmæssigheder, man ikke kan komme uden om. Alt skal igennem korttidshukommelsen, som kun har ‒ en faktisk meget ‒ begrænset kapacitet (s. 15). For at man kan arbejde akademisk med det, man læser, skal det bearbejdes aktivt og lagres i langtidshukommelsen. Og for at håndtere mere komplekse tankestrukturer effektivt, skal man bruge begreber, som kræver, at man gør en indsats for at lære dem, eller man må eventuelt selv definere dem, hvilket heller ikke sker af sig selv.

Der er en statistisk sammenhæng mellem at multitaske og opnå dårligere resultater. Multitasker man, er der større risiko for, at man præsterer dårligere, fordi ens primære opgave påvirkes negativt, når man skal håndtere andre informationskilder (s. 7).

Hvis man mener, at man kan klare to opgaver på samme tid, fx læse og skrive på Facebook (se s. 87) og skrive en akademisk opgave, er der nok en stor risiko for, at man enten tager fejl eller i bedste fald håndterer den ene af tingene som en rutineopgave. På Facebook – og i al fald i virkeligheden – kan det medføre, at man forringer ens personlige relationer (der findes dem, der ikke bryder sig så meget om at tale med en, der samtidig chatter med andre via fx en mobiltelefon) eller kvaliteten af det, man skriver, hvad enten det er en Facebook-kommentar eller et afsnit i ens opgave.

Er singletasking muligt?

Ja! Faktisk er det ikke muligt, argumenterer Devora Zack, at multitaske, når vi taler om komplekse opgaver. I bedste fald kan man skifte mellem opgaverne. Nogle er hurtigere end andre til at skifte mellem opgaver, men komplekse opgaver som akademisk skrivning kræver sammenhængende tid, fx 1 time eller 1½ time ad gangen uden forstyrrelser.

Det er ikke et opgaveskift at notere et indfald i fx Evernote eller en opgave på Trello. Men det er et opgaveskift at begive sig ind i en diskussion på Facebook. Får man et indfald, der ikke rigtig har at gøre med det, man er ved, så få det lagt helt til side i fx Trello. Zack advarer især mod mobiltelefonen og mener, at den skal trænes lige så konsekvent som en hundehvalp (s. 52f).

At (begynde at) singletaske er dog svært i virkeligheden, for man skal ikke bare ændre på sig selv – hvilket er vanskeligt, som alle der kender mig, ved! Man skal også ændre på andres forventninger, og det er ikke blevet lettere de seneste år, hvor mange forventer svar her og nu næsten døgnet rundt. Men det er muligt!

Zack har forskellige forslag undervejs til, hvordan man kan gøre det muligt – især hvis det er en chef eller kollega, der spørger en om noget (s. 90–97; se også s. 131–134). Man kan sikkert også lade sig inspirere af rådene, hvis det drejer sig om ens kæreste eller ægtefælle! Har du brug for et realitetstjek på hjemmefronten? Så se Zacks kapitel 7 (s. 115–129).

Kan man genlære singletasking?

Ja! Man skal bare gå i gang. Zack taler om at genlære det (s. 28), fordi børn helt naturligt singletasker – uanset omgivelsernes forsøg på at forhindre det (jf. s. vii) Zack ved dog udmærket, at så let går det ikke for os, så hun giver eksempler på, at singletasking er nødvendig. Vi kender det jo godt fra bl.a. sport. Hvis vi mister koncentration og fokus, som det hedder, så hjælper fysisk overskud sjældent (men omvendt kan fysisk overskud bidrage til, at vi lettere kan bevare koncentrationen).

Zacks Singletasking indeholder også spørgeskemaer, der kan hjælpe os til at blive klar over, hvor godt vi singletasker til daglig. I øvrigt svarede 91% af 200 personer fra 30 forskellige fag, at de ofte blev afledt, når de skulle gøre noget på computeren. Måske du kender det?

Zack anbefaler at stille gærder op ved at sørge for, at man ikke bliver forstyrret af telefoner, alarmer, kolleger eller sekretærer ‒ eller af rod på skrivebordet. Man kan skabe mulighed for singletasking under en samtale selv under tidspres, hvis man gør det klart fra starten, at man kun har eksempelvis 5 eller 15 minutter (s. 54‒55).

Den måske værste udfordring er de mange mails, man(ge) får. Zack anbefaler, at man laver sig nogle regler (se bogen, hvis du trænger til inspiration desangående).

Hvordan skriver du mere effektivt?

Med henvisning til både forskning og erfaring argumenterer Zack i Singletasking for, at man skal singletaske for at arbejde mere effektivt. Man skal altså koncentrere sig om én kompleks opgave ad gangen. Og mon ikke det er sådan, at jo mere kompleks denne opgave er, jo færre andre ting skal man tage sig af?

Man skal med andre ord skabe sig et rum med så få distraktioner som muligt, både indefra og udefra. Man skal imidlertid også sørge for at forlade dette rum med jævne mellemrum og i øvrigt leve et variereret liv.

Så er der størst chance for, at man kommer ind i en god proces – opnår flow – og præstererer bedre og mere effektivt. God arbejdslyst!

Noter Word ikke kan skrive for dig

Teknikken er fantastisk, men det er stadig hårdt arbejde at skrive opgaver.

Det er (næsten alt for) nemt at skrive noter

For snart 30 år siden sad jeg en nat på et kontor med to skrivemaskiner. Jeg skrev min brødtekst på den ene og slutnoterne på den anden. Så var jeg sikker på, at der var sammenhæng mellem brødtekst og noterne.

Kuglehovedskrivemaskinen revolutionerede opgaveskrivning for årtier sidenSkrivemaskinerne var fra IBM og hed vist Selectric III. Bogstaverne sad på et kuglehoved, som kunne tages af. På den måde kunne man skrive med fremmede alfabeter som f.eks. græsk.

I dag virker det næsten lige så besværligt som at skrive på pergament eller papyrus. I Word kan man jo skrive løs og vælge blandt mange skrifttyper, og på nettet kan man finde utallige. Skal man skrive en note, klikker man på Referencer > Indsæt fodnote. Det er også muligt at få noterne til at stå næsten, som man ønsker det.

Word kan ikke lære dig, hvad og hvorfor du skal bruge noter. Måske bruger man (næsten) ikke noter, hvor du studerer. Nogle studier anfører litteraturhenvisninger i parentes. Man må så slå værket op i litteraturlisten. I andre fag henviser man til litteraturen i noterne, måske med fuld angivelse af værkoplysninger første gang.

Noter kræver fagligt slid

Hvorfor bruger man noter? Det gør man for at bevise, at man gør brug af fagets viden. For det andet gør man det for at anerkende dem, der har slidt for at skabe den viden, vi nu kan gøre brug af.

Faglige opgaver kræver, at man sætter sig ind i faget. Man redegør for den litteratur, man har læst. I en større opgave, en afhandling, skriver man en egentlig forskningshistorie: Hvem skrev først de bidrag, der er af central betydning for ens afhandling. Noterne gør det muligt for andre at tage værkerne frem og lære mere. De gør det også muligt for andre at kontrollere, at der virkelig er tale om viden, og at man har forstået værkerne rigtigt.

Man skal altså have fundet de relevante, centrale værker og have sat sig ordentligt ind i, hvad de har bidraget med. Det første er blevet meget nemmere med de elektroniske databaser, de store studiebiblioteker giver adgang til. Det andet er stadigvæk lige så hårdt et arbejde som for 30 år siden. Måske hårdere, for der var ikke så mange ting til at distrahere dengang.

Vurderingen af, hvilke værker der skal nævnes og henvises til i hvilken sammenhæng, og hvilke citater der evt. skal anføres, kræver et overblik, som de fleste må pukle for at skaffe sig.

Noter kræver systematik og præcision

Mange vil komme ud for, at man har skrevet et godt citat ned med kildehenvisning i sine noter. Når man så vil kontrollere citatet, fordi man skal bruge det i en opgave eller afhandling, kan man ikke finde det igen. Det er ærgerligt, men understreger, at det er vigtigt at have styr på henvisningerne til sine kilder, og man skal også sørge for at have alle nødvendige oplysninger om sine kilder noteret ned (gerne i en bibliografisk database).

Det er let at blive lidt sløset, når man sidder og tager noter i Word eller OneNote eller et andet program, fordi man refererer på livet løs. Men de sekunder, man vinder, kan blive til halve og hele spildte timer, når man ikke kan genfinde et citat.

Noter i den ene eller den anden form er centrale i faglige opgaver, og netop derfor skal man være omhyggelig med kildehenvisningerne og litteraturangivelserne. Er et sidetal forkert, eller har man svært ved at overskue, hvor et værk hører hjemme i fagets sammenhæng, kan der gå mange timer til spilde. Rettidig omhu må anbefales, fristes jeg til at sige. Der kunne siges mere om at skrive noter, men ovenstående bør du i al fald tage ad notam.