Kildehenvisninger i akademiske opgaver

Når der er problemer med kildehenvisninger og citater

Spørgsmålet om kildehenvisninger er dybt seriøst, som man for tiden også kan aflæse af den offentlige debat. Citater kan tiltrække opmærksomhed og få læseren til at trække på smilebåndet – eller undre sig.

Problemet med citater fra internettet er, at man ikke altid kan stole på kildeangivelserne.

Benjamin Franklin

Ovenstående citat vil de fleste nok kunne gennemskue problemet med. Det er langt værre, når man finder, at der er noget galt, når man bruger en kilde i et afsnit i ens egen opgave, måske flere uger eller måneder efter, at man skrev det. Det kan tage lang tid, hvis det overhovedet lykkedes, at finde kilden og få kildehenvisningerne bragt i orden. Det hænder ikke så sjældent, at en af mine kunder må slette et ellers velvalgt citat, fordi det ikke er muligt at finde kilden. Det efterlader et hul, måske i opgaven, men i al fald i opgaveskriveren.

Hvilke problemer med citater og kildehenvisninger kan man støde på?

Det måske almindeligste problem med henvisninger er, at sidetallet er forkert eller slet ikke anført. Et forkert sidetal kan skyldes, at man har byttet om på cifrene, eller en side i bogen har vendt sig. Med lidt øvelse lykkes det faktisk tit at finde et citat på denne måde. Mangler sidetallet, men værket er anført, må man prøve med indholdsfortegnelsen og eventuelle stikordsregistre.

Sværere er det derimod, hvis man ikke har anført værket, man citerer fra. Og måske har man ikke længere bogen. Det medfører ikke så sjældent, at man må slette et yndlingscitat. Det er værre, hvis man ikke opdager, at man har anvendt et værk.

I en aktuel sag er landets forskningsminister under anklage for at have »plagieret« et værk i konklusionen. Tidligere i afhandlingen har Esben Lunde Larsen dog anført kilde. Personligt kan jeg ikke rigtig forstå, hvordan man kan komme til at gøre det, slet ikke i en konklusion. Det er sjusk og fortjener kritik, men det er næppe plagiering i egentlig forstand, sådan som også professor Peter Sandøe ifølge BT har udtalt. DR måtte efterfølgende beklage. Det er i øvrigt lidt ironisk, at DR omgås kilder så lemfældigt i en sag, der handler om videnskabelig omgang med kilder.

Værst er det selvfølgelig, hvis man bevidst skriver af, hvilket af og til sker i såvel videnskabelige som populærvidenskabelige bøger og artikler (for danske eksempler henvises til Ole Davidsen og en dr.scient., som jeg godt kan huske, men ikke huske navnet på).

Hvorfor skal man have kildehenvisninger med?

Kildehenvisninger skal med af mange grunde. For det første er kildehenvisningerne forskellen på at stjæle en andens arbejde og anerkende en andens indsats.

En kildehenvisning i en akademisk opgave betyder for det første, at man anerkender indsatsen som værdig til at blive gengivet og måske direkte blive rost eller kritiseret. Når en anden har fundet materiale frem og analyseret det, er det en anerkendelse af indsatsen at henvise til dette arbejde. Det er som oftest den eneste løn, vedkommende får. Måske er man ikke enig, men man kan alligevel bruge en andens indsats til at forbedre sin egen opgave. En forfatter vil sikkert helst refereres og citeres uden forbehold, men en reference eller et citat er bedre end ingenting.

Vejskilt med to retninger: »original« og »plagiat«. Vær omhyggelig med dine kildehenvisninger, så du undgår plagiering.

Vælg »Original«, gå aldrig ind på vejen mod »Plagiat« (foto: Dollar Photo Club med overlejret dansk oversættelse ved OpgaveDoktor)

Bruger man en andens indsats, men “glemmer” at nævne ophavsmanden eller -kvinden, er det intellektuelt tyveri. Læser man meget, kan det være svært at huske, hvor man har lært noget henne. Man kan uforvarende komme til at gengive en andens ord uden citationstegn. Det bør man dog undgå (se nedenfor).

Til gengæld er det helt uacceptabelt, hvis man bringer et længere citat uden kildeangivelse. Det vil være sjældent, at der overhovedet er grund til at bringe lange citater. De bør i stedet splittes op, analyseres og kommenteres. Og endnu værre er det, hvis man citerer uden citationstegn, parafraserer eller refererer uden kildeangivelse i større omfang. Det er plagiering, og det er afgørende at undgå (se fx https://stopplagiat.nu/). Det intellektuelle tyveri er én ting, men det er også udtryk for, at man ikke arbejder akademisk med sin læsning og skrivning.

For det andet tjener kildehenvisninger til at vise, at man tænker og skriver ved hjælp af den eksisterende faglige viden, at man altså har faglig troværdighed. Man må først kende det område, man vil udvikle, dernæst må man så at sige udvide eller udbygge den faglige viden i en dialog med de eksisterende bidrag. Af og til må man pege på både styrker og svagheder i disse, men det er også i orden, især hvis man retter op på disse svagheder.

Hvad omfatter en korrekt kildehenvisning?

En kildehenvisning omfatter i princippet to oplysninger: Den ene er det præcise sted, man citerer, parafraserer eller refererer. Det er typisk et enkelt sidetal eller to sidetal med en lille tankestreg imellem (de fleste bruger dog bindestreger): s. 53 og s. 57–60. Der er særskilte regler for elektroniske kilder og kildetekster, der ofte har deres egne henvisningssystemer (så man ikke er afhængig af en bestemt udgave eller oversættelse).

Den anden del af en kildehenvisning er værkets optagelse i litteraturlisten, medmindre man allerede i en note anfører alle detaljerne om en kilde. Det gør man normalt ikke i akademiske opgaver, men ofte i tidsskriftsartikler inden for mange fag. Uden præcise detaljer om et værk kan man ikke eller kun vanskeligt genfinde kilden. Derfor skal der være forfatternavn(e), titel, evt. undertitel, evt. redaktør og serie, udgivelsesssted og år (dato) og evt. forlag. For artiklers vedkommende skal der være præcise oplysninger om tidsskriftets navn, årgang/bind, nummer og sidetal – eller tilsvarende.

De præcise konkrete regler er ganske omfattende, fordi der er mange forskellige typer kilder (mindst en 25–30 stykker). I praksis bliver man derfor bedt om at følge trykte vejledninger, som store faglige selskaber og forlag holder opdateret. University of Chicago Press har udgivet en meget tyk vejledning (The Chicago Manual of Style), ligesom The American Psychological Association har en omfattende vejledning (Publication Manual of the American Psychological Assocation). Man kan som regel finde kravene i studieordningen for ens studium eller det tidsskrift, man vil indsende en artikel til.

Skal man holde styr på mere end nogle få kilder, er det fornuftigt helt fra starten at bruge et program. De findes i alle prisklasser og til alt fra web til Windows. Her er der felter til de nødvendige oplysninger og til at tage noter. Når man er færdig, kan programmet generere en udgave af ens opgave med korrekt formatterede henvisninger og en tilhørende litteraturliste. Jeg anbefaler, at man bruger et sådant program. Mange studier giver studerende gratis adgang til et sådant program, men ellers kan BibTeX (open source), Endnote og Zotero nævnes.

Hvornår og hvordan skal man håndtere sine kildehenvisninger?

Straks fra den første dag, man læser faglitteratur, skal man sørge for altid at anføre kildehenvisning. Og man skal uden undtagelse sørge for at markere, om der er tale om et citat, en parafrase eller et referat. Jeg kender personligt akademikere, der er kommet galt af sted, fordi de ikke overholdt reglerne for kildehenvisninger. Der er forskere, der har mistet doktorgrader eller professorater, mens andre “nøjedes” med at miste kostbar anseelse.

Måske skal man være særlig opmærksom, når man begynder på et nyt emne eller fagområde. Alt er nyt, og man lærer et ordforråd og en begrebsverden at kende. Efter nogen tid føles det helt almindeligt, og man tror, det ikke længere er nødvendig med kildehenvisninger. Det er en uheldig fælde at falde i. Sørg derfor for helt fra starten og helt konsekvent at holde styr på alt, hvad du læser og anvender i akademisk sammenhæng.

I forbindelse med debatten om forskningsminister Esben Lunde Larsens ph.d.-afhandling er begrebet »selvplagiering« blevet kendt. Efter min vurdering er det en misforståelse at kritisere, at han har citeret fra sine egne taler (hvis der i det hele taget er tale om citat og ikke blot genbrug af egne tanker). En akademisk opgave skal som ovenfor nævnt dokumentere og anerkende akademisk arbejde, ikke egne taler. Jeg anbefaler derimod altid, at man henviser til, hvad man selv har skrevet af akademiske opgaver, artikler osv., hvis man gør brug deraf senere. Dels sikrer man sig mod kritik, dels kan det give lidt troværdighed, hvis noget tidligere er bedømt akademisk (selv om godkendelsen af fx et speciale eller en afhandling for den sags skyld ikke betyder, at eksaminator og censor nødvendigvis har været enige).

Derimod kan der være grund til at nævne, at man gerne må lade sig inspirere af gode eksempler. Som Lotte Rienecker skriver i Problemformulering om de mange gode eksempler:

Meningen med de mange gode eksempler er at formen på dem kan være til inspiration. Det er ikke tyveri at genbruge en god idé i en anden kontekst, det er at bygge videre på en god tradition! (2015, 4. udgave, s. 7)

God fornøjelse med at tænke og skrive akademisk – med gode kildehenvisninger!

Singletasking: Eller hvordan skriver du mere effektivt?

Singletasking – behovet for ikke at blive forstyrret Min egen erfaring med at skrive opgaver, artikler, afhandlinger m.m. osv. i mere end 35 år er entydigt, at jeg skriver bedst, når jeg ikke forstyrres. I gamle dage var det telefonen og familien. Som studerende havde jeg det privilegium, at jeg studerede et sted, hvor der skulle […]

Læs mere…

Noter Word ikke kan skrive for dig

Kuglehovedskrivemaskinen revolutionerede opgaveskrivning for årtier siden

Teknikken er fantastisk, men det er stadig hårdt arbejde at skrive opgaver. Det er (næsten alt for) nemt at skrive noter For snart 30 år siden sad jeg en nat på et kontor med to skrivemaskiner. Jeg skrev min brødtekst på den ene og slutnoterne på den anden. Så var jeg sikker på, at der var […]

Læs mere…